Toyota GR Yaris kåret til Årets GTI
21 august 2023
Biljournalister og entusiaster over hele verden - inkl. i Danmark - har rost Toyota GR Yaris til skyerne siden introduktionen for knap to år siden. Nu følger læsere af bilmedierne Boosted og Bil Magasinet samt en jury med folk fra de to mediers redaktioner trop og stemmer den lovpriste miniraket ind som Årets GTI. Det skete i weekenden ved Danmarks største bilmesse, Auto Show, i Odense.
Lav vægt, firehjulstræk og en trecylindret turbomotor med 261 hestekræfter. Så enkel lyder opskriften på den kompromisløs Toyota GR Yaris, der både mestrer den rå banekørsel til perfektion og samtidig også kan fungere som en komfortabel hverdagsbil.
Og det er lige nøjagtigt dét, der har gjort, at GR Yaris netop er blevet kåret som Årets GTI 2023 af læserne af bilmedierne, Boosted og Bil Magasinet, samt en jury fra de to mediers redaktioner.
Selve kåringen fandt sted i weekenden ved Danmarks største bilmesse, Auto Show, i Odense, hvor finalefeltet udover Toyota GR Yaris også talte Hyundai i30 N og Cupra Formentor VZ5. Der var dog bred enighed blandt de mange tusinde læsere, som havde stemt, og juryen om, at Årets GTI 2023 skulle være GR Yaris.
Ikke i tvivl
Chefredaktør for Bil Magasinet, Mikkel Thomsager, afslørede vinderen foran et stort og spændt publikum i Odense Congres Center, og han var ikke i tvivl om, hvad der gjorde forskellen.
"GR Yaris leverer helt klart den mest rå GTI-oplevelse af de tre i finalefeltet. Det er ikke bare den mest ombyggede i forhold til den bil, den er baseret på, japaneren er også den mest dedikerede til GTI-begrebet. Det er ret vildt, at man kan få en sportsvogn til de penge," lød det fra Mikkel Thomsager på scenen.
GR Yaris koster godt nok lidt over en halv million kroner, hvilket er mange penge for de fleste. Men som Bil Magasinets Mikkel Thomsager slog fast ved kåringen, så får man meget bil - og meget GTI-oplevelse - for pengene.
GR Yaris er som udgangspunkt bygget som en ægte performancebil født af Toyotas verdensmesterskabs-vindende rallyteam. Dermed overfører GR Yaris teknologi og design direkte fra motorsporten over i en gadebil, der er tro mod Toyotas motorsportsafdelings højere formål om at skabe bedre biler, der er sjove at køre, og som vil være mulige at købe for helt almindelige mennesker.
Kun forlygter, baglygter, sidespejle og tagantenne går igen fra GR Yaris til den almindelige Yaris. Alt andet adskiller de to Yaris-udgaver.
Udviklet af motorsportsafdelingen
Den unikke GR-model er udviklet af motorsportsafdelingen, TOYOTA GAZOO Racing, og Toyotas rallyteam, Tommy Mäkinen Racing, i Finland, og bruges som såkaldt homologeringsmodel for Toyotas vindende rallybil.
Toyota er derfor heller ikke et eneste sted gået på kompromis med de sportslige præstationer i GR Yaris. Platformen er helt ny og unik, mens bilens sportslige firehjulstræk, GR-FOUR, i teorien er i stand til at fordele kræfterne mellem for- og bagakslen fra 100 procent træk på forhjulene og 0 procent på baghjulene til 0 procent på forhjulene og 100 procent på baghjulene.
I praksis har Toyota dog valgt tre forudindstillinger, som føreren kan vælge imellem bag rattet. Forholdet 60/40 er standard, mens sportsindstillingen medfører 30 procent træk på forhjulene og 70 procent på baghjulene. I baneindstilling er der lige meget træk for og bag.
Trecylindret turbomotor
Kræfterne til hjulene leveres af en trecylindret 1.6-liters turbomotor med 261 hestekræfter og et drejningsmoment på 360 Nm.
GR Yaris fås i tre forskellige udstyrsudgaver. Det var topudgaven, GR Circuit, som de mange tilskuere ved Auto Show havde fornøjelsen af. Det er udgaven til dem, der ønsker den ubetinget bedste opsætning til banekørsel bl.a. med et særligt Torsen-differentiale, der er i stand til at fordele trækkraften mellem højre og venstre hjul både for og bag, så man på den måde får den helt optimale fordeling af kræfter mellem de fire hjul.
GR Circuit-udgaven er desuden monteret med 18" letvægts alufælge med Michelin Pilot Sports 4s dæk, har fået et forstærket motorunderskjold, banetunet undervogn og styretøj og ekstra kraftige, rødlakerede GR-bremsekalibre.
Med kåringen som Årets GTI 2023 fulgte også en flot pokal, som Paul Larsen fra Toyota Danmark tog smilende imod.