Toyota runder 10 mio. solgte Yaris-modeller
12 april 2023
Toyota Yaris har netop rundet 10 mio. solgte modeller på verdensplan. Det skete torsdag, da en gråmetallic-farvet Yaris GR Sport trillede af produktionsbåndet på Toyota-fabrikken i Valenciennes i det nordlige Frankrig. Dermed slutter Yaris sig til klubben med andre legendariske modeller som Corolla, Camry, RAV4, Hilux og Land Cruiser, der ligeledes hver især har solgt over 10 mio. biler på verdensplan.
Da Toyotas minibil, Yaris, så dagens lys for første gang for snart 25 år siden i 1999, kunne de færreste have forestillet sig dens succesfulde færd videre i tilværelsen. Men noget var bestemt i gærde, bemærkede mange, da Yaris allerede i introduktionsåret blev kåret som Årets Bil i Europa 2000. De gentog modellen fire generationer senere, da den også sikrede sig titlen som Årets Bil i Europa 2021.
Torsdag 30. marts opnåede Yaris-modellen så en ny stor milepæl, da en gråmetallic-farvet Yaris GR Sport rullede af produktionslinjen på Toyota-fabrikken i Valenciennes i Nordfrankrig. Den konkrete bil var nemlig Yaris nummer 10 millioner på verdensplan. En præstation, som kun få – hvis nogen – bilmodeller med blot et kvart århundrede på bagen kan hamle op med.
Derfor var fejringen af 10 millioner solgte Yaris’er da også særlig stor og helt på sin plads med taler og fotoseance, inden den nyproducerede jubilæumsbil kunne sendes videre til sin nye ejer, en franskmand lidt uden for Paris.
Mest populær i Europa
Selv om Yaris er en global bil med produktion i ti lande over hele verden – heriblandt Frankrig og Tjekkiet i Europa – er der ingen tvivl om, at Yaris nyder størst popularitet i netop Europa. Den er bygget til Europa og for europæere. Her er der siden introduktionen således også solgt 5,2 mio. biler fra Yaris-familien bestående af Yaris, Yaris Cross og GR Yaris.
Danskerne elsker også Yaris. I hvert fald hvis man skal konkludere ud fra bilstatistikkerne. Ser man på de mest populære bilmodeller i Danmark i dette årtusinde, skiller Yaris sig mærkbart ud og er den mest solgte bilmodel blandt alle i Danmark siden 1. januar 2000. Hele 76.854 Yaris’er er trillet ud fra Toyota-forhandlerne i Danmark i perioden frem til i dag, og lægger man også salget af de forholdsvis nye Yaris Cross og GR Yaris oveni, stiger salgstallet yderligere. Det kan ingen andre bilmodeller hamle op med.
Yaris har de senere år flere gange været den mest populære Toyota-model i Danmark, hvor andre modeller som Aygo og Avensis ellers også har været hårde konkurrenter om populariteten blandt danskerne.
"Yaris er en af de mest velkendte Toyota-modeller i befolkningen og har stor betydning for Toyota i Danmark. Den ligger i et prisleje, hvor mange danskere kan være med, og man får rigtig meget bil for pengene samtidig med, at den har et frækt design og kører virkelig langt på literen – også i virkeligheden. Vi er meget taknemlige for, at så mange har fået øjnene op for Yaris’ mange styrker", siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark A/S.
Yaris med flere navne
Yaris-modellen hedder ikke Yaris over hele verden. I Japan kender man Yaris-modellen under navnet Toyota Vitz, mens man på andre kontinenter har navngivet Yaris-modellen Toyota Platz, Toyota Echo, Toyota Belta, Toyota Vios og Scion iA. Milepælen for 10 millioner solgte Yaris-modeller tæller dog udelukkende modellerne Yaris, Vitz, Yaris Cross og GR Yaris.
Selve Yaris-navnet kommer fra ordet ”Charis”, der udspringer af den græske betegnelse ”Charites” – eller på dansk ”gratier” – der er udtrykket for tre gudiner, som står for bl.a. charme, kreativitet, ynde og skønhed.
De første par år blev Yaris til det europæiske marked produceret i Japan, men fra 2001 overtog Toyotas fabrik i Valenciennes i det nordlige Frankrig produktionen af Yaris til det europæiske marked og eksporterede i nogle år også Yaris til USA. Produktionen steg med årene fra 150.000 biler om året til hele 255.000 biler i 2022.
Så da Toyota føjede to ekstra medlemmer til Yaris-familien med GR Yaris og i 2021 med Yaris Cross, var man nødt til at supplere Yaris-produktionen på en af sine andre europæiske fabrikker i Tjekkiet. I dag produceres Yaris-familien til Europa således både i Tjekkiet og Frankrig.
Sidstnævnte Toyota-fabrik har et mål om at blive CO2-neutral senest i 2030 og helt emissionsfri senest i 2040. Og man er godt på vej. Gennem de seneste 20 år er energiforbruget i produktionen reduceret med hele 59 procent. Energi, der i øvrigt udelukkende kommer fra vedvarende energikilder, heriblandt fra 400 m2 solpaneler på fabrikkens græsbeplantede tag. Samtidig er fabrikken selvforsynende med vand fra 16.000 m3 store regnvandsbassiner.
Læs mere om Yaris-historien nedenfor.
Historien om Toyota Yaris
Første generation: Det lille geni
I slutningen 1990’erne ønskede Toyota at udvikle en kompakt bil, der kunne bruges globalt i det 21. århundrede. Den splinternye model skulles videreudvikles i forlængelse af den højt respekterede Toyota Starlet. Man ville skabe en endnu større succes end Starlet, hvorfor modellen skulle have et moderne design, de nyeste teknologier og derigennem give en forsmag på biler i det nye årtusinde. Bilen skulle være kompakt udenpå og samtidig rummelig indeni.
Verden fik det første glimt af Toyotas vision gennem en helt ny konceptbil, Toyota Funtime, på Frankfurt Motor Show i 1997. Her smed Toyota for alvor tøjlerne til Starlet og satte scenen med en glad, fem-dørs hatchback designet af Toyotas europiske hovedkontor i Bruxelles. Toyota Funtime blev allerede året efter vist som endelig produktionsmodel ved Paris Motor Show under det nye navn Yaris.
Motoren i den innovative første generation af Yaris var en avanceret og effektiv 1.0-liters benzinmotor – også kaldet ”det mægtige atom” for dens evne til med sine 68 hk at levere kraft svarende til en traditionel 1.4-liters motor. Den nye 1.0-liters motor blev senere kåret til International Engine of the Year i 1999.
Toyota Yaris blev officielt lanceret i starten af 1999 og skrev sig for altid ind i historien, da den blev kåret som Årets Bil i Europa 2000. Toyota Yaris var dermed den første model fra Toyota, der vandt den prestigefyldte pris. En fagjury, der bestod af europæiske biljournalister, udnævnte Yaris som vinder og roste den bl.a. for designet indvendigt såvel som udvendigt samt for alsidigheden i den hyggelige kabine. Juryen roste også 1.0-liters motoren i Yaris for dens vide evner og effektivitet og mente, at det var den bedste 1.0-liters motor på markedet.
I 2001 bidrog Yaris til lanceringen af Toyota datidige performance brand i Europa, T-Sport. Yaris T-Sport var udstyret med en 1.5-liters benzinmotor med 106 hk og var hurtigere fra 0 til 100 km/t. end de fleste 1.6-liters konkurrenter på daværende tidspunkt. Da 1.4-liters dieselmotoren blev introduceret til Yaris i 2002, markerede Toyota sig som det første bilmærke i verden, der producerede en dieselmotor udelukkende af aluminium.
Yaris blev lynhurtig en yderst populær bil over hele Europa, og den innovative og karakterfulde første generation af Yaris opsummeres måske bedst af det slogan, der blev brugt af Toyota i en meget vellykket reklamekampagne i Italien. Her fik den tilnavnet "piccolo genio" eller på dansk "det lille geni".
Anden generation: Femstjernet performer
Anden generation af Yaris blev introduceret i Europa i 2005. Yaris var blevet kendt for at tilbyde kunderne en smart pakke med god plads og komfort i kabinen, hvilket med den nye generation blev yderligere forbedret.
Større dimensioner hele vejen rundt gjorde, at anden generation af Yaris blev rummeligere end nogensinde før og bød på plads som nærmest kun konkurrerende biler fra den større mellemklasse kunne tilbyde takket være et fladt gulv ved bagsæderne. Det gjorde det muligt for tre voksne at sidde komfortabelt på bagsædet, der endda kunne justeres i længderetningen og give op til 880 mm benplads til bagsædepassagererne.
Klassens rummeligste bagagerum på 737 liter med de let nedfoldelige bagsæder satte sit præg på oplevelsen af datidens Yaris som en særdeles rummelig og praktisk minibil.
Anden generation af Yaris markerede sig også stærkt på sikkerhed, hvor det blev til de maksimale fem stjerner i Euro NCAP’s måling af beskyttelse af passagerer bl.a som følge af Toyota avancerede kabinekonstruktion, ni airbags inklusive knæairbag, hvilket dengang var uset for en bil i Yaris-klassen.
Tredje generation: Velkommen til hybrid
Et kendetegn ved alle Yaris-generationer er modellens pionerånd og evne til at introducere noget helt nyt i hver generation. Tredje generation, der kom i 2011, er heller ingen undtagelse. For allerede året efter i 2012 revolutionerede Toyota markedet med introduktionen af en fuld-hybrid-udgave af Yaris, der dermed blev den hidtil mest teknisk avancerede udgave.
Takket være Toyota mangeårige forskning og udvikling af hybridteknologien udmærkede Yaris Hybríd sig som den mest brændstoføkonomiske bil i sin klasse med sin højeffektive 100 hestekræfters hybridmotor, som gjorde det muligt for første gang at køre på ren el i kortere tid over kortere afstande helt uden udledning af emissioner fra udstødningsrøret.
Yaris var den første fuldhybridbil i miniklassen og var med til at bane vejen for hybridbilernes gennembrud ikke bare i Danmark men over hele Europa.
I 2017 svang Toyota i Europa dirigentstokken, da tredje generation stod over for et facelift med over 900 ændrede dele, hvilket bidrog til et nyt og forbedret design, mere dynamiske køreegenskaber og øget sikkerhed. Sikkerhedspakken Toyota Safety Sense så for første gang dagens lys, og endnu engang viste Yaris sig fra sin bedste side rent sikkerhedsmæssigt, da Euro NCAP testede den til de maksimale fem stjerner.
Det var også i 2017, at Toyota vendte tilbage til VM-serien i rally under ledelse af motorsportsteamet TOYOTA GAZOO Racing. Det førte bl.a. til udviklingen af Yaris GRMN, der kun blev produceret i 400 eksemplarer. Året efter fulgte en udpræget stylingudgave med almindelig hybridmotor eller benzinmotor med navnet Yaris GR Sport. Det var blot den første af flere kommende GR Sport modeller både for Yaris og for andre Toyota-modeller som bl.a. Yaris Cross, Corolla, C-HR, RAV4 og Hilux.
Fjerde generation: Dynamisk performance og sikkerhed
Fjerde generation af Yaris kom i 2020 og blev bygget til at være verdens sikreste kompakte bil takket være et særligt højt sikkerhedsniveau som standard i alle udstyrsudgaver lige fra de laveste.
Sikkerhedspakken i fjerde generation af Yaris rummer altid både automatisk nødbremse for biler, cyklister og fodgængere samt adaptiv fartpilot med køfunktion, så bilen sørger for at holde afstand til den forankørende – selv ved køkørsel.
Derudover er en ottende og ekstra airbag placeret mellem forsæderne til at beskytte fører og forsædepassager ved en eventuel sidekollission, ligesom en helt ny vejkrydsassistent sørger for, at bilen bremser, hvis man overser en fodgænger ved et højresving eller en modkørende bil ved et venstresving.
Køreegenskaberne fik også et markant løft med introduktionen af fjerde generation Yaris bl.a takket være Toyota New Global Architecture (TNGA) filosofien, der handler om at bygge endnu bedre biler på både smartere og mere økonomisk vis, og som medfører et lavere tyngdepunkt og et stivere karosseri til glæde for netop køreegenskaberne.
Med fjerde generation hybrid har fundet vej til Yaris, hvilket gør den i stand til at køre længere på el uden benzinmotoren tændt samt med en hastighed stadig kun på el på op til 130 km/t. Elmotoren yder i kombination med en trecylindret 1.5-liters benzinmotor 116 hestekræfter og mønstrer en gennemsnitlig brændstoføkonomi på hele 26,3 km/l ved blandet kørsel ifølge WLTP-testmetoden.
Godt to årtier efter første generation af Yaris havde sikret sig den prestigefyldte titel som Årets Bil i Europa, sikrede fjerde generation af Yaris sig samme fornemme titel – nemlig Årets Bil i Europa 2021.
GR Yaris: Prisvindende sportsvogn
I 2020 kom den første, originale og rendyrkede GAZOO Racing sportsbil, GR Yaris, der er udviklet af Toyotas motorsportsafdeling og skal danne udgangspunkt for den potente rallybil, Yaris WRC. Under motorhjelmen banker bilens hjerte – verdens kraftigste trecylindrede 1.6-liters motor med en ydelse på 261 hk og et drejningsmoment på 360 Nm. Bilen spurter fra 0 til 100 km/t. på 5,5 sekunder og videre til en elektronisk begrænset tophastighed på 230 km/t.
En af årsagerne til de imponerende præstationer er vægten på GR Yaris, der er holdt nede som følge af brug af aluminium til motorhjelm og døre samt kulfiber til taget. Så selvom GR Yaris mønstrer kræfter som en kompakt mellemklassebil, vejer den med sine blot 1.280 kg det samme som en minibil.
GR Yaris adskiller sig ikke kun teknisk fra den almindelige Yaris. Selvom man kan genkende flere designelementer mellem de to udgaver, fås GR Yaris udeukkende i en tre-dørs udgave med rammeløse døre og en taglinje hele 91 mm lavere. Fronten byder desuden på et mere aggresivt udseende design, mens en hækspoiler og ekstra brede skærmkasser til de store 18” alufælge bagtil er med til at give bilen et ekstra muskuløst udtryk.
GR Yaris er i øvrigt blevet brugt som såkaldt homologeringsmodel for Toyotas rallybil i rally VM-serien, WRC.
Yaris Cross: En autentisk SUV
Yaris Cross er et forholdvist nyt medlem i Yaris-familien og blev lanceret i 2021. Toyota har benyttet sin mangeårige erfaring og viden inden for udvikling af mindre biler og bygget denne helt nye model, der som ægte mini-SUV er perfekt egnet til daglig brug og samtidig med mulighed for at tage på eventyr.
Som noget leverer Yaris Cross nemlig den ægte SUV-oplevelse med et intelligent firehjulstræk, der anvender en ekstra, uafhængig elmotor på bagakslen for at give ekstra greb og stabilitet under kørslen ved acceleration og i sving. Netop på grund af et kompakt og let firehjulstræksystem får det kun minimal indvirkning på brændstoføkonomien og CO2-udledningen.
Kort efter introduktionen af Yaris Cross cementerede den sit tilhørsforhold i Yaris-familien og blev kåret til verdens bedste bybil 2022 af en jury bestående af 102 biljournalister fra 33 lande over hele verden.
Yaris Cross har på rekordtid gjort stort indtryk og blev den 14. mest populære bilmodel i Danmark i fjor med 2.104 nyregistrerede personbiler.